Polymeren

View Original

Ny butik på Polymeren

Årslev: Den 18. april klokken 9 åbner en ny butik i Årslev.

Det er blomsterbutikken Lille Frøken Flora, som 30-årige Camilla Kjærgaard Christjansen, står bag. Hun har drevet butikken fra et lille rum i skuret på privatadressen i Årslev, men nu springer hun for alvor ud i livet som selvstændig.

- Nu sker det. Det er dejligt, siger den 30-årige.

- Det har taget lang tid at få det på plads, men siden håndværkerne er gået i gang, er det gået stærkt, siger Camilla Kjærgaard Christjansen.

Det er kommunen, der ejer Polymeren, hvor Camilla Kjærgaard Christjansen lejer sig ind i et lokale. Det har hun så selv skulle sætte i stand. 18. april, skærtorsdag, får to andre virksomheder Den Økologiske Frisør og Tatol på stedet så følgeskab af blomsterbutikken.

Butiksindehaveren blev oprindelig uddannet som tøjdesigner, men valgte at skifte skifte spor og blev uddannet som blomsterdekoratør. Lærertiden foregik i en blomsterbutik i København, og nu står den 30-årige så for alvor på egne ben.

Årslevs nye butik vil have åbent tirsdag-torsdag fra 9-15 og fredag fra 9.30 til 17. Lørdag og helligedage er åbningstiden fra 10-13.

- Mandag er der åbent efter aftale, siger Camilla Kjærgaard Christjansen.

Skærtorsdag er der åbent fra klokken 9 til 14, og der bliver i anledning af åbningen serveret lidt godt til ganen.